Om udfordringer i den sammenbragte familie.
I en sammenbragt familie kan det ske, at man ser forskelligt på opdragelsen af børnene. Hvordan undgår man, at det skaber for meget uro og bliver en konflikt for parret?
Psykolog, Else Marie Schmidt Andersen, svarer på denne måneds spørgsmål:
Par i sammenbragte familier skændes ikke mere end andre par – men de skændes oftere om børneopdragelse. Det er en meget velkendt problemstilling, og noget vi ofte hører fra par i sammenbragte familier, som kommer på vores kurser og i terapi hos os.
Jeg havde engang et par i et forløb, hvor manden havde to børn fra et tidligere ægteskab. Til en start oplevede parret en stor forelskelse, men med tiden opstod der mange konflikter, som især handlede om, hvordan de skulle være en familie derhjemme.
En af deres udfordringer var, at kvinden syntes, at hendes kæreste blev alt for eftergivende i sin opdragelse af børnene. Han havde to børn i skolealderen, og i hendes øjne lod han børnene styre det hele. Omvendt syntes han, at hun var alt for hård og irettesættende overfor børnene. For ham at se stillede hun for store krav til børnene i en situation, som også var svær for dem.
Med tiden blev hun mere og mere striks, og han blev mere og mere eftergivende overfor børnene. Også mere end de hver især egentlig ønskede at være. De trak sig gradvist mere fra hinanden og fik ikke talt om deres forskellige syn på børneopdragelsen – og heller ikke om de gode ting i deres parforhold og familieliv.
Ifølge Patricia Papernow, som er en af USA’s førende psykologer med speciale indenfor sammenbragte familier, er dette en helt særlig forældredynamik, som opstår i mange sammenbragte familier. Frit oversat siger hun, at bonusforældre overalt i verden ønsker at sætte flere grænser overfor deres bonusbørn, mens biologiske forældre overalt i verden ønsker, at deres børn mødes af mere kærlighed og forståelse (Bonnel & Papernow, 2019).
Med det peger Papernow på, at bonusforælderen ofte havner i rollen som den kravsættende, mens den biologiske forælder typisk gerne vil vise børnene meget omsorg.
Det er vigtigt at sige, at det ikke er det, den ene eller anden forælder gør, der er forkert i sig selv. Børn har brug for tydelige rammer, og at der stilles krav til dem. Men de har naturligvis også brug for stor omsorg og medfølelse. Det er mest af alt dynamikken og de mere og mere polariserede positioner i synet på børneopdragelsen, der kan blive uhensigtsmæssig for parret og for børnene i den sammenbragte familie.
Det vi fremhæver i vores arbejde – og som også Patricia Papernow anbefaler – er, at man som par prøver at bryde ud af det mønster, hvor bonusforælderen bliver meget striks, og den biologiske forælder bliver meget eftergivende. Det kan man gøre ved, at begge parter forsøger at indtage nogle nye positioner.
Her understreger Papernow, at bonusforælderen har en vigtig opgave i at arbejde for ”connection before correction”. Med det mener hun, at bonusforælderen først og fremmest skal arbejde på at skabe en varm og tryg relation til barnet. F.eks. ved at prioritere tid sammen med barnet, vise interesse for, hvad han eller hun går op i, og i det hele taget fokusere på at være nærværende og forstående. Det følelsesmæssige bånd mellem bonusforælderen og barnet er en forudsætning for, at den voksne kan begynde at stille krav. Ellers vil det højst sandsynligt skabe protester hos barnet og give mere bøvl.
Sideløbende med dette er det meget vigtigt, at den biologiske forælder tager opdragelsen på sig og forstår, at han eller hun stadig er bagstopperen, selv om der bor en anden voksen i husstanden. Han eller hun er ”still the parent”, som vi ofte siger, og har altså ansvaret for fortsat at sætte tydelige grænser og alderssvarende krav. Som biologisk forælder må man tage på sin kappe, at man har inviteret en anden voksen ind i sit hjem og i sine børns liv. Derfor må man forsøge at skabe nogle rammer – f.eks. om regler, opgaver og måder at tale på – så både barn og bonusforælder kan trives. Det er ikke en let ting, men det er en opgave, som den biologiske forælder må tage på sig.
Men lad os vende tilbage til parret fra indledningen.
Det blev et vendepunkt for dem, at de i fællesskab forstod, hvilke uhensigtsmæssige riller de var røget ind i. De begyndte at se, at de faktisk skulle gøre det modsatte.
Kvinden skruede derfor op for at være mere positiv, udvise større interesse og lave flere hyggelige ting med børnene. Og faren forsøgte at fokusere mere på at inddrage børnene i oprydningen i hjemmet, hvilket betød noget for hans kæreste. Han tog rollen som forælder på sig og blev mere tydelig om de ting i opdragelsen, han havde håndhævet før, men som med tiden var forsvundet ud i kulissen.
I takt med at de begge lykkedes med at flytte sig fra den meget fastlåste opdragelsesstil, begyndte meget at forandre sig i en positiv retning. Der kom en bedre balance imellem dem som par. Ikke mindst blev de to børn gladere for at være derhjemme, fordi de fik en tættere relation til deres fars kæreste, og fordi de kunne se, at de voksne havde det godt sammen.
Det tager tid at falde til i en sammenbragt familie. Det vil det gøre. Men lykkes man som par med at arbejde med de konflikter – om børneopdragelse eller andre ting – som vi alle kan havne i, kan både børn og voksne komme til at trives i den sammenbragte familie. Og over tid komme til at holde rigtig meget af hinanden.
Med venlig hilsen
Else Marie Schmidt Andersen
Psykolog
Center for Familieudvikling
På Center for Familieudvikling arbejder vi for at styrke trygheden og trivslen i familien, og vi tilbyder bl.a. et éndagskursus for forældre i sammenbragte familie. Du kan til enhver tid orientere dig om de forskellige tilbud på vores hjemmeside.